+45 74 47 23 00 - Døgnvagt +45 74 47 23 00 alsiadyrehospital@vetnet.dk

Kastration af kat

Årsag

En stor del af en hankats adfærd er særdeles uhensigtsmæssig, hvis han skal leve som familiekat. En intakt hankat markerer sit territorium med urin-strint, og hankattens urin er væsentlig mere ildelugtende end en kastreret kats.
En hankat strejfer omkring for at finde hunkatte i løbetid. Derved udsætter han sig for at blive kørt over i trafikken og for slagsmål med andre hankatte og katte, som vil beskytte deres territorium.
Hankatten er derved mere udsat for betændte bidsår og bylder, og for smitte med de dødelige sygdomme katte-AIDS og katteleukæmi, som dels kan overføres ved bid, dels ved seksuel kontakt.

Indgrebet

For det meste indlægges katten morgen eller formiddag, og kommer hjem senere på dagen, når den er tilstrækkelig vågen igen. Kastrationen foretages i narkose, der laves et lille snit i pungen som testiklerne kan fiskes ud igennem, de underbindes og fjernes.

Risiko og bivirkninger

På moderne, veldrevne dyreklinikker vil din kat ikke opleve smerte eller væsentligt ubehag i forbindelse med en operation. Vi anvender de bedste bedøvelsesmidler og smertestillende medicin, og patienterne overvåges omhyggeligt både før, under og efter operationen.

Efter hjemsendelsen kan katten være lidt groggy det første døgn. Efter et par dage, kan den uden problemer atter lukkes ud.

Det kan være hensigtsmæssigt at få katten øretatoveret eller chipmærket ved samme lejlighed (andre kombinationer, evt. vaccination osv.), når den alligevel er bedøvet.
Kastrerede hankatte har lettere ved at blive tykke end ikke-kastrerede katte. Det problem løser du med passende fodring og motion. Man har beregnet, at en kastration medfører en nedsættelse af stofskiftet til 80% af det oprindelige. En tilsvarende nedsættelse af energimængden i foderet vil derfor være en god ide for at forhindre overvægt. Der findes god diæt-foder i handlen.
Lad os tage en snak om det, når I alligevel er på klinikken.

Hvornår?

Du kan vælge at lade din hankat kastrere allerede fra 10-12 ugers alderen, hvis du har besluttet, at den ikke skal bruges til avl.