+45 74 47 23 00 - Døgnvagt +45 74 47 23 00 alsiadyrehospital@vetnet.dk

Sterilisation af kat

Årsag

Kattekillinger bliver kønsmodne allerede ved fem måneders alderen. Katte kommer i løbetid hver 3.- 4. uge og der er således basis for, at der kan blive bragt flere kuld killinger til live i løbet af et år pr. hunkat.
Man kan give katte p-piller, men p-piller til katte kan have alvorlige bivirkninger. Hvis katten har fået de killinger, hun skal have, eller slet ikke skal have nogen, er det mere skånsomt og effektivt at lade hunkatten sterilisere.

Indgrebet

For det meste indlægges katten morgen eller formiddag, og kommer hjem senere på dagen, når den er tilstrækkelig vågen igen.
Det er lidt forskelligt, hvilken operationsmetode, der vælges. Det afhænger bl.a. af kattens alder, om den tidligere har fået p-piller og om den evt. har været parret. Vi taler altid med dig om kattens historie, inden vi beslutter os for operationsmetode.
Operationen foregår gennem et snit i bugvæggen. Dyrlægen fjerner enten kun æggestokkene, eller både æggestokke, æggeleder og livmoder.
Dyrlægen anvender de bedste bedøvelsesmidler og smertestillende medicin, og patienterne overvåges omhyggeligt både før, under og efter operationen.

Bivirkninger/resultat

Katten kan være syet med 2 slags sting. Ved den ene slags tråd, skal stingene fjernes hos dyrlægen efter ca. 10 dage. Sys der med selvopløsende tråd, skal du ikke foretage dig noget.

Efter operationen må katten ikke slikke i såret. Spørg dyrlægen om hvordan dette bedst kan undgåes.

Katten kommer ikke længere i løbetid, med alle de komplikationer af kaldelyde, tiltrækning af hankatte og lejlighedsvis slagsmål, som nu følger.
Overskud af killinger undgås.
Katten kan blive tykkere, da hendes kalorieforbrænding efter sterilisationen bliver lavere, men det problem kan klares med at holde styr på fodringen, sørge for motion og eventuelt give diætfoder.
Spørg dyrlægen til råds om fodring.