Noget om lopper
Lopper er hoppende, smalle, brunsorte parasitter, der kan blive op til 3mm lange. Lopperne lever på katten eller hunden, hvor de suger blod og lægger æg. Den voksne loppe lever kun få timer udenfor værtsdyret. Æggene spredes i omgivelserne, klækkes og bliver til larver. Larverne forpuppes og den voksne loppe udklækkes herfra.
Pupperne kan overleve i op til et halvt år!
En loppe lægger 30-50 æg om dagen og på 3 uger kan 3 lopper blive til adskellige tusinde efterkommere!
Har min hund/kat lopper?
Kløe på hunden/katten samt loppestik på ejeren er de almindeligste tegn på lopper.
Den bedste måde at undersøge om katten/hunden har lopper, er ved at rede den med en loppekam. Hos kattene findes lopperne oftest omkring halsen og hos hundene sidder de på lænden.
Loppeekskrementer findes hyppigt ned langs ryggens midtlinje.
Loppeafføring er små, sorte gryn, som bliver rødbrune, når de gøres våde på hvidt papir. De levende lopper er nemme at få øje på, når man fanger dem med loppekammen.
Når lopperne bider, kan der afsondres spyt, som kan give en allergisk reaktion. Dette medfører ofte kraftig kløe, infektion og sår, hvilket kan kræve behandling hos dyrlægen.
Loppespyt kan medføre livslang allergi, derfor er permanent forebyggelse vigtig.
Lopper – hvad kan jeg gøre?
- Alle hunde og katte i hjemmet skal behandles med et loppemiddel nøjagtig efter dyrlægens og pakningens anvisninger
- Hunde- og kattetæpper og lignende tekstiler vaskes ved 60 grader
- Støvsug grundigt – også i bilen. Husk at smide støvsugerposen ud bagefter.
- Undgå smitte fra andre hunde og katte.
- Visse midler til hunde være livsfarlige, hvis de fejlagtigt anvendes til katte.
- Også inde-katte kan angribes, da loppestadier lejlighedsvis kan overføres med ejers tøj eller sko.